Byliv i Berastagi

Berastagi den 8. juli - byliv

Vi vågnede op til en flot udsigt fra hotelværelset, og gik en tur op på hotellets tag, hvor vi kunne nyde et 360 grader panoramaview. Der var udsigt til en lang række vulkaner og selvfølgelig også til selve byen. Berastagi må i ordets egen betydning siges at være en  støvet by. Overalt ligger der et hvidt pulver fra udbruddene fra den nærliggende vulkan Sinabung. 

   

Vi aftalte med hotellet, at vi skulle mødes sidst på eftermiddagen, for at besøge en af vulkanerne. Efter morgenmaden besluttede vi os for at kigge på byen, som ud over vulkanerne er mest kendte for deres frugt og grønt marked.

På mine rejser nyder jeg altid at se lokalbefolkningens dagligdag udspille sig, indsnuse indtryk, og jeg forsøger altid at tage billeder af alt det som overrasker mig, er anderledes , mødet med mennesker eller det der måske blot har nogle flotte farver. 

Mange gange vænner man sig nemlig til, at der er 4 personer på en scooter, befolkningens særlige karaktertræk osv., og når man så kommer hjem fra ferien, ja så står man med billeder af bygninger og monumenter - som sagtens være flotte, men som sjældent rummer liv i sig selv. 

På denne lille bytur blev vi rent faktisk inviteret indenfor til en bryllupsfest. 

Vi havde ikke gået langt, før min nysgerrighed blev vakt. Mange festklædte mennesker stimlede sammen på den anden side af gaden. Håret var sat op, de kom i flotte kjoler og mange havde hvidt pudder i ansigtet. Jeg spurgte nogle, hvad der skete, og nogle kom forbi for at få taget billeder sammen med os. Pludselig stod vi der med en bryllupsinvitation. Vi takkede pænt nej, hvilket jeg efterfølgende fortrød en lille smule. 

Jeg var alligevel glad for at vi krydsede vejen - hvilket er bedrift i sig selv grundet den massive trafik. Iøvrigt var det rigtig sjovt at kigge på trafikken, for mange ting er anderledes end herhjemme. Lasten på mange af bilerne bar præg af de afgrøder der bliver dyrket i området. Byen har ligefrem et monument med ikke mindre end et kæmpe kålhovedet

Vi mødte nogle betjente, som var villige til at stille op til photoshoot med Noah, og selvom vi ikke kunne forstå sproget, ja så var vi ikke i tvivl om, at den unge mand, der figurerer på  billedet blev mobbet af sine kolleger, for de unge mænd i byen sendte hende lange blikke.

Ved isbutikken blev Camilla forskrækket... en hel flok kom løbende for at få taget billeder med os... og de blev rigtig glade for at  vi indvilligede. Isene var vores første is... lækkert.

Jeg elsker lokale markeder for her er liv, mennesker, farver, dufte og/eller stank.

Mange ville gerne øve deres begrænsede engelsk, hvilket gav mulighed for at spørge ind til forskellige ting, og det var let at bede om lov til et foto eller to. Vi blev fulgt af nysgerrige blikke overalt, og hvis vi blot gengældte med et smil, fik vi altid store smil tilbage.

Der var frugt og grønt over det hele, og en lille smule kød og fisk. Meget af kødet var medbragt i form af levende dyr og blev slagtet på stedet, noget var tørret og stank iøvrigt ganske afskyeligt. Men det meste var bare så friskt og indbydende ... mums. Der var mange boder, hvor de pressede saften ud af sukkerrørene, så man kunne købe en sukkerrrørsdrik.

Vi købte lidt frugt, spiste grillede majskolber og fik et nummer af nogle gademusikanter.

Durian - virkelig ildelugtende frugt, som efter sigende skulle smage helt anderledes, og et par grinende og snakkesaglige kvinder. men heldigvis kunne man også købe frisk ananas.

Noah var mere interesseret i legetøjet og især af fyrværkeri målrettet børn.

Og åh ja - børnene - de er altid søde, både mine egne, men også de indonesiske - selv ham der rækker f...finger.

Vi havde en skøn dag, og var klar til at opleve vulkaner samme eftermiddag...