13. juli 2016

Jungletur med overnatning - dag 1


Onsdag den 6. juli
“Are you going on a trek today”… jeg råbte et søvndrukkent yes, mens jeg sprang op af sengen. Der var 30 minutter til vi skulle afsted på trekkingtur, begge børn sov - så vi fik travlt. Bruto, som var uddannet guide, og Andrea, som var vores bærer, ventede tålmodigt, så vi kunne nå at spise pandekager til morgenmad. Vi stadig i Bukit Lawang - og skal ind i junglen - Gunung Leuser Nationalpark.
På vej hen til "indgangen" til junglen gik vi igennem gummiplantagen, og denne gang lugtede vi til gummimassen - det stank virkelig råddent.. Vi kiggede også på kakaofrugter, og duftede til bladene på kaneltræet (barken er kanel). 
Vi fik øje på en flok Thomas Leaf aber, som efter sigende kun lever her. 
Den ene abe havde fået fat i et lille fuglebur med et stk. lille fugl og et stykke banan. Aben forsøgte efter alle kunsten regler, at få fat i bananen i buret. Tilsidst faldt buret til jorden og guiderne samlede det hurtigt op. Men det var for sent, den lille fugl var desværre allerede død.


Gunung Leuser Nationalpark er et af verdens vigtigste komplette økosystemer, og den har en enorm biodiversitet (forskellige arter af både dyr og planter).
Der lever både tigere, næsehorn og pantere i parken, men det er sjældent, at man ser dem i denne del af parken. Området omkring Bukit Lawang er kendt for populationen af orangutanger. Der lå engang et rehabiliteringscenter på stedet, der lukkede omkring midt/slut 1990érne. Og indtil for ca. 6 måneder siden var der stadig en fodringsplads, som nu også er lukket ned. Formålet med rehabiliteringscenteret dengang var at få orangutangerne tilbage i naturen. Selvom mange af orangutangerne i dag er semivilde, får de i dag unger i naturen. 


Vi gik længe rundt, og jeg troede faktisk ikke, at det ville lykkes os at se en orangutang. Jeg fortalte børnene, at det jo er natur, og der derfor hverken kan eller skal være garantier for at se orangutanger. Men pludselig sad der en unge oppe i et træ.   
Alle var helt stille, stod bare og nød synet af orantutangen, og pludselig svingede den sig afsted og forsvandt op i et nyt træ, hvor den iøvrig kvitterede med et “varmt brusebad”.




Jeg var vildt glad for at både børnene og ikke mindst mig selv, var så heldige at få dette øjeblik med hjem.








Det var ingen let tur i junglen. Vi nærmest kravlede flere steder, og måtte hele tiden gribe fat i rødder eller lianer for at holde balancen. Sveden haglede af os - men alle var opslugte af at nyde naturen. Kæmpemyrer fik en tur på vores hænder, vi hilste på en abe og en påfugl kom forbi til frugtpausen. Her fik vi lov til at smage på rambutan, snakefruit, bananer, melon, clementiner og passionsfrugter - mums det var lækkert. 





Efter endnu en stykke med vandring fik vi serveret vores frokostpakker med krydret ris og et spejlæg, som skulle spises med fingrene og frisk ananas til dessert.




Den mest kendte/berygtede/elskede orangutang er Mina. Hun er i dag mere end 30 år gammel, og var en af de første orangutanger, som kom til rehabiliteringscenteret. Hun var forinden blevet brugt som kæledyr. Hun er vokset op med at blive fodret af mennesker.
Hun er i dag særdeles aggresiv, og har angrebet en del guider og turister, og guiderne vil derfor i særlige tilfælde stadig være nødt til, at fodre Mina i tilspidsede situationer, selvom det jo selvsagt er en dårlig spiral. Vores guide advarede omkring Mina, inden vi startede vores trek. 
På trods af at Mina aldrig er blevet rigtig vild igen, har hun fået unger i det fri, og der er gode chancer for at ungerne, og i særdeleshed deres unger med tiden bliver helt vilde.
  

Vi mødte Mina og to af hendes unger - og så gik det stærkt.  Andrea fik hurtigt Noah forbi Mina, men Camilla og jeg kunne ikke nå forbi, før Mina var nede på jorden.  
Guiden var nødt til at give Mina frugt for at få os bragt i sikkerhed, hvilket jo i virkeligheden er med til at fastholde hendes mønster. 


Der blev også tid til lidt leg undervejs. Noah nød at skyde mod Bruto med pinde fundet i junglen, og jeg tror også, at Bruto nød det.


Det sidste stykke ned mod floden var virkelig svært terræn. Vi skulle ned af meget stejle skrænter, og det kunne gå rigtig galt, hvis vi snublede eller gled. Guiderne var heldigvis gode til at hjælpe Noah.   




Men midt på skrænten fik vi selskab af 4 orangutanger. De kom tæt på - ja, som i helt tæt på. En af dem smyger sig først forbi mig og derefter Camilla, så vi kunne mærke dens pels mod vores hud. Bagefter holder en af orangutangerne fast i mit ben, så den kunne læne sig frem, alt imens jeg klamrede mig til et lille træ midt på skrænten. De vidste at guiderne havde taskerne fulde af frugt, så de gav ikke op, før de havde fået alt vores frugt. Jackie er kendt for at ville kramme,og hendes unger kommer derfor også tæt på.

Andrea bar Noah på skuldrene et godt stykke ned af skrænten, og jeg kunne høre, hvordan den ene orangutang smaskede vandmelon i sig bag mig, mens jeg klatrede ned. Som man kan se på billedet, ser den ret tilfreds ud. Det var så stor en oplevelse, som jeg er sikker på vil sidde længe i kroppen. 



Jeg ved godt, at der er mange negative aspekter ved, at orangutangene indimellem kommer så tæt på mennesker. Men lige præcis Mina og Jackie er ikke vilde orangutanger, fordi de for mere end 30 år siden blev taget væk fra naturen. Rehabileringsprojektet har gjort dem semivilde, så de i dag kan klare sig i naturen og ikke mindst reproducere sig selv.


Jeg tror ikke, jeg behøver fortælle, at det var dejligt at komme ned til lejren ved floden. For det havde været en fantastisk begivenhedsrig dag. Vi fik hurtig skiftet vores gennemblødte tøj ud med badetøj og hoppede i floden…. skøøøønt.

Ja, altså lige indtil guiderne råbte krokodille for sjov. Vi grinede selvfølgelig, for der er ingen krokodiller i området…
Men smilet stivnede da denne øgle på en god halv meter dukkede op ved flodbredden. Den er heldigvis fredelig, hvis man lader den være. 



Aftensmaden blev serveret på flodbredden i stearinlysenes skær, og vi sluttede af med korttriks inden vi smuttede op i vores telt.   

Det har været svært at forstå, at vi har oplevet så meget på en enkelt dag…. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar