Vi stod på den smalle kant af Mount Bromo, og kiggede ned i det gigantiske hul. En brummen og buldren lød fra jordens indre, og en stor tyk hvid sky steg op fra det endeløse hul. Vi stod på toppen af en vulkan på level 3. Vi balancerede på en 40 cm smal kant med kig direkte ned i vulkanens indre,og kun et enkelt lille puf fra en anden turist, ville sende os direkte i døden. Mit hjerte hamrede, og jeg har nærmest ingen billeder, for jeg var ganske enkelt alt for bange...
Vejrbidte mænd iklædt tøj tykke jakker, tæpper og tørklæder vidner om det barske vejr ved Mount Bromo. De står klar med deres små muskuløse heste, og håber at tjene til føden ved at tilbyde en ridetur til foden af vulkanen.
Vi red på ponyer derop... det var en oplevelse, som jeg havde lovet Camilla, hvis hun vurderede at dyrevelfærden var i orden. Ponyerne var ifølge Camilla både muskuløse og meget velplejede, Så vi fik en oplevelse, og mændende tjente til føden. Noah griner stadig højt og hjerteligt, når han tænker på turen. For han fandt det hylende sjovt, at hesten foran os løftede halen og lod en lind strøm af hestepærer falde til jorden.
Der er noget dragende over vulkaner - deres enorme kræfter, råheden og samtidig er det et fantastisk smukt naturfænomen.
Men det er fakta, at vulkaner over hele verden har slået mange menneske ihjel, opslugt floder og ødelagt både hjem og naturområder...og vulkaner på level 3 er farlige.
Panoramaviewet over Mount Bromo er fantastisk smukt... Jeg ved det, for jeg har selv set det for 20 år siden. Faktisk nåede mine billeder med blandt de ti bedste naturbilleder i en fotokonkurrence i National Geographic.
Og jeg glædede mig usigeligt meget til at kunne dele dette smukke syn med mine børn, men det skulle vise sig at gå anderledes end jeg havde håbet på.
Efter 16 timers køretur i en bus tjekkede vi ind på vores hotelværelse 0.15 og satte vækkeuret til 2 timer og 15 minutter. Vi iklædte os det varmeste tøj, vi kunne sammensætte, og blev kørt i jeep i 45 minutter til et udsigtspunkt i 2750 meters højde....
Det var koldt, og det begyndte at regne... Og der var travlhed forsælgere med regnjakker, varm te, varme frakker m.v. Solen stod op, men vi kunne intet - som i absolut intet se, for alt var indhyllet i skyer.
Skuffelse stod malet i mit ansigt... våd, kold og iført ucharmerende regnfrakker stod vi der, mens regnen fortsatte sit attentat.
De øvrige i vores jeep ville gerne direkte tilbage til hotellet. Men jeg holdt fast i den lille bitte mulighed, der kunne være nede Mount Bromo.
Og det er jeg glad for... for selvom det langtfra er det samme indtryk man får i disen, som i solskin, ja så vi trods alt lidt. Oplevelsen blev en anden - men det blev alligevel en god oplevelse, der vil blive husket.
Mount Bromos kontur kunne anes i disen, og vi bevægede os op af den stejle opgang.
Vi holdt vejret og mærkede et øjeblik angsten for at falde ned i dybet og ikke mindst et uventet udbrud - og ja resten har jeg allerede skrevet.
Meget af landskabet omkring vulkanen ligner nærmest et månelandskab af fint mørkt sand, hvilket er meget fascinerende.
De vejrbidte mænd iklædt i outfit til det rå vejr stod ved foden af Mount Bromo og ventede på at transportere os ned igen. Ponyerne stod roligt med frie tøjler og afventede endnu et tur.. Vi red iøvrigt også ned igen, og jeg havde to børn, som strålede om kap med den smule sollys himmelen til sidst lod passere.
Himlen lod til sidst et solstrejf slå igennem, hvilket var et plaster på såret. Det er den brune top der er Mount Bromo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar